Depression

Hvad er en depression?

Depression er en meget almindelig sygdom, som rammer mellem 2 og 10 procent af danskere i løbet af deres liv.

Det psykiske stress som udløser en depression, kan f.eks. være et dødsfald eller en skilsmisse. Det kan også være andre store forandringer i livet, som at man mister sit job, børn der flytter hjemmefra, være langtidssygemeldt mm.

En depression kan optræde i forskellige sværhedsgrader, men for alle er det en meget ubehagelig sygdom, da den kan ødelægge både det sociale og det arbejdsmæssige liv.

Hvad er tegnene på, at man har en depression?

Nogle deprimerede føler sig kede af det eller triste til mode, medens andre har svært ved at føle noget overhovedet, det er som om deres følelser er lammede. De føler sig ofte uhyre trætte og har svært ved at tage sig sammen til noget som helst.
Ofte er appetitten også nedsat og man taber sig måske. Andre trøstespiser i stedet og tilbringer helst dagen på sofaen foran fjernsynet.
En deprimeret person plages ofte af skyldfølelser og selvbebrejdelser over ikke at slå til eller over ting, vedkommende har gjort forkert på et tidligere tidspunkt.
Nogle har svært ved at falde i søvn, eller også vågner de mange gange. Andre har en pinefuld uro, rastløshed og angst, som gør at de ikke kan finde hvile.

Hvis man har en svær depression kan disse svære følelser føre til tanker om selvmord. Tanker som er svære at udtrykke og dele med nogen og som i fortvivlelse kan føre til at man rent faktisk begår selvmord.

Hvad kan man gøre:

En depression er en sygdom, som oftest går over af sig selv, men den kan vare ½-1 år eller længere, hvis man ikke får behandling.

Behandlingen består af samtaleterapi, som i de svære tilstande er vigtigt at kombinere med medicin.

Det er vigtigt at søge hjælp, måske i første omgang få det sagt til ens nærmeste, hvor svært man har det. Dette kan for nogen føles som en umulighed, hvor det kan være nemmere at søge hjælp udefra, f.eks. kan man gå til egen læge eller søge en psykoterapeut, psykiater eller psykolog over Internettet.


Du kan søge mere hjælp, information og rådgivning via :

www.livslinien.dk

www.sind.dk

www.psykiatrifonden.dk

www.depressionsforeningen.dk